Det begyndte egentlig med en gammel skrivemaskine. Henrik fandt den på et loppemarked en søndag formiddag, da han var ude at gå tur med sin hund, Max. Den stod der mellem slidte bøger og porcelænsfigurer, som om den ventede på netop ham. Maskinens sorte lak var afskallet, og tasterne stak lidt, men den havde sjæl, syntes han. For 75 kroner blev den hans, og han bar den hjem med en fornemmelse af, at han havde reddet noget vigtigt fra glemslen.
Henrik er 52 år, arbejder som tekniker i et større firma og bor alene i en treværelses lejlighed i det vestlige Aalborg. I weekenderne cykler han langs fjorden eller ser gamle film, men hans sande passion er at samle. Ikke nødvendigvis noget specifikt – men alt det, der fortæller en historie. Skrivemaskinen blev begyndelsen på en hobby, som hurtigt udviklede sig til noget mere omfattende.
Hver genstand med sin historie
Henriks samling voksede støt. Først var det kameraer fra 60’erne og 70’erne, så gamle radioer, telefoner med drejeskive, og til sidst også kufferter, ure, plakater og vinylplader. Han købte på markeder, i genbrugsbutikker og på auktioner. Venner begyndte at give ham ting, de ikke selv havde plads til, men som de vidste, han ville sætte pris på.
Det var aldrig et spørgsmål om værdi. Henrik samlede ikke for pengenes skyld. Han samlede for følelsen. Hver genstand var som et lille tidsvindue, en fortælling fra en anden epoke, og han følte, at han på en måde bevarede noget, andre havde glemt.
Men som årene gik, begyndte lejligheden at føles mindre. Reolerne blev fyldt, skabe proppede, og stuerne mere og mere labyrintiske. Selv Max måtte sno sig mellem kasser og kurve for at finde sin plads i sofaen.
Opbevaringsrum i Aalborg – en ny begyndelse
Henrik var ikke parat til at skille sig af med noget. Han havde forsøgt at sortere i samlingen, men hver gang han tog et objekt i hånden, kom minderne væltende. Derfor begyndte han at undersøge mulighederne for opbevaring udenfor hjemmet. Det var sådan, han stødte på muligheden for at leje et opbevaringsrum i Aalborg.
Det første han lagde mærke til, var hvor let det egentlig var. Der fandtes flere udbydere, og han kunne selv vælge størrelse, adgangsforhold og pris. Han fandt et depotrum ikke langt fra sin arbejdsplads – 8 kvadratmeter med god lofthøjde og adgang alle ugens dage.
Det føltes først mærkeligt at flytte sin samling væk fra hjemmet. Han pakkede nænsomt hver genstand ind i avispapir og bobleplast, mærkede kasserne og lagde en liste over alt indholdet. Men da han trådte ind i det tomme opbevaringsrum første gang, mærkede han en form for lettelse. Her var plads. Ro. Orden.
Et sted for tankerne
Henrik indrettede sit rum næsten som et lille museum. På hylderne stod skrivemaskinerne side om side med filmkameraer. De gamle plakater hang på væggene, og i et hjørne havde han sat en stol og en lille lampe – bare for at kunne sidde der lidt, når han havde lyst.
Det blev hurtigt en vane. Efter arbejde smuttede han ofte forbi, blot for at se til sine ting. Det var ikke anderledes end at pleje en have, syntes han. At holde orden, sørge for at alt havde sin plads og blive mindet om de historier, tingene bar på.
Venner spurgte, om det ikke var ensomt, men Henrik følte det modsatte. Han følte sig tættere på sin passion end nogensinde før. Og rummet – det lille opbevaringsrum i Aalborg – blev en slags fristed. Et sted, hvor tiden stod stille, og hvor ingen forlangte noget af ham.
Samlingen som spejl
I dag er Henriks samling større end nogensinde. Men i stedet for at overtage hans hjem, har den nu sit eget sted. Han har også fået mere struktur på det hele. Hver kategori har sin hylde, og han har endda begyndt at digitalisere samlingen – tage billeder, skrive korte beskrivelser og lægge det hele ind i en database.
Det har givet ham en ny forståelse for, hvad det egentlig er, han laver. Han er ikke bare en samler. Han er en slags historiefortæller. Hver genstand i rummet er en brik i et større puslespil, en del af en fortælling om forbrug, teknologi, kultur og tidens gang.
Og i midten af det hele – Henrik selv, med sin nøgle til et rum fyldt med historier.
Et rum, der giver plads til mere
Når man spørger Henrik, hvad det bedste ved at have et opbevaringsrum er, svarer han uden tøven: „Det giver plads – ikke bare fysisk, men også mentalt.‟
For selvom han stadig elsker at samle, er det ikke længere med den samme rastløse iver. Nu handler det mere om at fordybe sig, udvælge med omhu, og nyde det, han allerede har. Det lille rum er ikke bare en praktisk løsning – det er blevet en del af hans livsrytme.
